SPOR festival 2017 offentliggør program

Årets SPOR festival byder for tiende gang på nogle af tidens mest markante kunstnere fra ind- og udland, når festivalen slår dørene op til et væld af koncerter, lydeksperimenter og performance den. 8. - 14. maj 2017. Du kan blandt andet opleve nordisk hverdags-dramatik i koncertform, eksperimenterende noisemusik af egyptiske power-kvinder, et exceptionelt 3-dages musikteaterstykke og en mytisk støj-installation.

Af Marie Braad Larsen

Når SPOR slår dørene op til årets festival fra den 8. til 14. maj bliver Aarhus’ kulturelle hotspots og byrum forvandlet til et hverdagsligt mangfoldigheds-mekka, hvor kunstnere og publikum mødes på tværs af nationalitet, alder, køn samt kulturelle og kunstneriske præferencer. 

I år knytter SPOR festivals program sig til temaet EPIPHANY, som udforsker de underfundige og subtile sider af hverdagslivet. Sammen med et bredt felt af kunstnere, komponister og lydkunstnere fra 13 forskellige nationaliteter, vil SPOR præsentere publikum for et virvar af oplevelser med alt lige fra en akustisk beklædningsgenstand i skum til en 7-dages live performance i et butiksvindue. 

På festivalen kan du blandt møde de fem kvindelige noise-musikere fra Kairo a.k.a. Egyptian Females Experimental Music Session, når gruppen for første gang gæster Danmark og performer live-settet ‘Unknown Elements’. De fem kvinders live-set er skabt ud fra et væld af forskellige lydkilder, optagelser og udtryk, der blander sig i et radikalt do-it-yourself eksperiment, som leder tankerne hen på og symboliserer den egyptiske hovedstad, Kairos akustiske miljø og dynamik. Egyptian Females Experimental Music Session bliver opført Lørdag den 13. maj kl 22.00 på TAPE i Aarhus. Læs mere

 LYT TIL  Egyptian Females Experimental Music Session


Youtube: Egyptian Females Experimental Music Session - Shorouk El zomor - Untitled

7- dage lang performance indleder årets festival

I år åbner SPOR festival allerede deres program mandag den 8. maj, hvor festivalen blandt andet bliver indledt af en 7-dages lang performance med titlen Everybody can be present  af  den polske komponist, performer og kunstner Jagoda Szmytka. Henover de syv dage bor kunstneren i udstillingsrummet til frit skue for offentligheden. Forbipasserende inviteres ind i hendes hverdagsliv, mens det moderne liv og de eksistentielle spørgsmål, som knytter sig til det teknologiserede og medierede samfund, bliver tematiseret. Kunst, musik, medier og det moderne liv blander sig i én sanselig virkelighed. Pres næsen flad mod butiksruden eller kom ind og mød  kunstneren Jagoda Szmytka under hele festivalugen. Læs mere

Islandsk installationskunst og lydlige beklædningsdele  

Torsdag den 11. maj er der som en del af festivalens udstillingsprogram mulighed for at deltage i fernisering af den islandske musiker, komponist og lyd-kunstner Bergrún Snæbjörnsdóttirs nye værk ‘HYSTERONS’. Snæbjörnsdóttir er kendt for at kombinerer hendes auditive værker, med hendes stilistiske og visuelt smukke animationsvideoer/projektioner. I Snæbjörnsdóttir seneste værk ‘HYSTERONS’ indtager tre grønne lyskilder rummet akompagneret af et musikscore komponeret af Snæbjörnsdóttir. Installationen kan opleves på Udstillingstedet Spanien 19C til og med søndag den 14. maj 2017.

Lyt til Bergrún Snæbjörnsdóttir 


Vimeo: Lohanimalia af Bergrún Snæbjörnsdóttir 

Udover Bergrún Snæbjörnsdóttir lydinstallation kan du som en del af festivalens Open Call program, opleve en beklædningsdel med lyd. Kunstneren Nico Sauer præsenterer sit lydværk The AcouSuit som er verdens første beklædningsgenstand skabt ud fra brugerens individuelle behov og egen lyd. Hver enkelt AcouSuit er unikt og produceret i overensstemmelse med ejerens lydlige præferencer, som bliver bestemt og designet ud fra en sofistikeret psyko-akustisk test. Beklædningsgenstanden bliver moduleret og fremstillet af letvægts-skum. Dragtens skræddersyede struktur og form absorberer og destruerer uønskede lydbølger og reflekterer en betydeligt mere behagelig lyd til brugeren og dennes omgivelser. Læs mere om lørdagens Call for Proposals Koncerter.

De fire årstider på programmet

Udover koncerter og installationskunst med mere, byder SPOR også på musikteaterstykket ‘De fire Årstider’ skabt i samarbejde mellem to af Nordens helt store kunstnere inden for musik og litteratur, nemlig komponist Bent Sørensen (DK) og forfatter Tomas Espedal (NO). I et møde mellem de to kunstneres parallelle syn på årstiderne, præsenteres et følelsesladet værk over Espedals anmelderroste roman ‘Året’ - for første gang i Danmark. Espedals hverdags-tankemylder akkompagneres af Bent Sørensens smukke og raffinerede lydunivers, spillet af det norske elite-ensemble POING. Tankerne kommer højst sandsynligt også til at myldre, når den græsktyske komponist Manos Tsangaris, ensemblet SCENATET og et væld af lokale og danske performere infiltrerer DOKK1 med det nye gigantiske musikteater-værk ‘LIVING SPACES’. Dette helt exceptionelle og forunderlige værk løber nemlig over tre dage, hvor en række forskellige hverdags-scener dukker op, breder sig ud i bibliotekets rum og tilbyder magi og overraskelser til det eksisterende miljø og de mennesker, som opholder sig der.

Aarhus2017 og SPOR New Music School

SPOR festival er en årlig festival i Aarhus for ny kunstmusik og lydkunst, der har eksisteret siden 2005. SPOR festival arbejder ambitiøst med at aktualisere og formidle lyd- og tonekunst på højeste kunstneriske niveau, nationalt som internationalt. Ved siden af festivalen er SPOR også initiativtager til selvstændige aktiviteter, der rækker ud over denne. I 2015 lancerede SPOR med stor succes SPOR New Music School, en kompositionsskole for unge i alderen 11-15 år, som for tredje år i træk har en fremtrædende plads i festivalprogrammet og SPORs store engagement i uddannelsesprojekter. Eleverne fra årets SPOR New Music School afholder koncert søndag den 14 maj, hvor de til lejligheden bliver akkompagneret af Århus Sinfonietta. Læs mere om SPOR New Music School


Foto: SPOR festival 2017. Design af Pulsk Ravn

SPOR festival i Aarhus den 8. - 14. maj 2017 /  Diverse venues og lokaliteter i Aarhus C.

Se hele programmet og køb din billet her

---

Foto øverst: SPOR festival 2017