Tag på radiorejse jorden rundt

Radio Garden er et nyt globalt radioprojekt, der gør det muligt at tune ind på radiostationer i hele verden. Tag med på en auditiv opdagelsesrejse og bliv klogere på radioens verdenshistorie.

Af Line Wium Olesen

Radio.Garden kan du tage jorden rundt på langt mindre end 80 dage. På den interaktive hjemmeside kan du hoppe fra en radiostation i øst til en i vest, og fra det nordligste punkt i Norge til en eksotisk stillehavsø. Derudover kan du lytte til alverdens jingler og få ny viden om radioens historie. Radio.Garden giver dig et enestående indblik i radioens betydning for den globale kommunikation. 

Radio-globetrotter

På en virtuel tredimensionel globus overfyldt med små lysende grønne prikker kan du rejse jorden rundt og få et indblik i vores mangfoldige jordklode gennem radiolytning. De grønne prikker illustrerer de radiostationer, du kan få forbindelse til, og det er nemt at klikke sig fra den ene til den anden.

De fleste kender oplevelsen af at skrue på FM-tuneren og høre den knitrende hvide støj. Denne genkendelige støj er også en vigtig del af oplevelsen på Radio.Garden, men nu er FM-tunerens rækkevidde udvidet til at nå hele verden.

Radio Garden minder os bl.a. om, at vores oplevelser med fremmede kulturer ikke blot er baseret på, hvad vi ser, men også er dybt forankret i lyd. Forestil dig eksempelvis oplevelsen af at sidde i en taxa på den anden side af jorden og lytte til lokalradioen, der strømmer ud af bilhøjtalerne - en situation, der overvælder dig med lyde, historier og oplysninger om den fremmede kultur, du befinder dig i. Samtidig giver den grænseløse radiolytning som Radio Garden tilbyder mulighed for at opdage, at vi måske har mere til fælles med fjerne lande end først antaget. 


Fortællinger, jingler og radioens historie

På den tredimensionelle virtuelle jordklode kan du, udover at lytte til alverdens radiostationer, gå på opdagelse i radioens historie, personlige fortællinger og alverdens radiojingler. I menuen finder du fire punkter: Live, History, Jingles og Stories.

I historiesektionen kan du lytte til klip fra og om radioens historie og få indsigt i, hvordan mediet er blevet brugt til at styrke den globale kommunikation gennem årtier. Under menupunktet 'Stories' kan du klikke dig igennem en lang række personlige historier og faglige refleksioner fortalt af radiolyttere og -eksperter. Herhjemme er det forsker i radioæstetik Jacob Kreutzfeldt, der har bidraget med lydklip. Du kan også vælge at tage på en rejse udi radiostationers jingler og gætte dig til, hvilken type radiostation, der er tale om. Kan du ikke selv finde frem til det, får du hjælp af små analyserende tekster, der dukker op på overfladen af den virtuelle globus.

Radio Garden er et lærerigt projekt, der understreger, hvordan radioen binder os sammen, og hvordan den styrker og altid har styrket den globale kommunikation. Radioentusiast eller ej, så kan du forvente at blive opslugt i din globale radiorejse gennem livestationer, jingler og historiske klip.  

350 nye stationer hver dag

Radio Garden blev lanceret mandag den 12. december 2016 og til skabernes store overraskelse vokser det allerede markant. Den interaktive hjemmeside er skabt af de Amsterdam-baserede designvirksomheder Studio Pucker og Moniker, som søsatte siden i forbindelse med et researchprojekt om radiostationen Transnational Encounters, der fokuserer på radiokommunikation på tværs af grænser.

Den store lyst til at lytte med fra alle verdenshjørner er kommet bag på medlemmet af design-teamet, Jonathan Puckey, som udtaler til avisen The Guardian  »We have a crisis meeting tomorrow! Since this morning I’ve had 350 emails from different stations that would really like to be on it. I had the same again the day before«. Ved lanceringen kunne du finde 7.877 radiostationer, men i dag er der allerede langt over 8.000 tilgængelige stationer fra hele verden.

Lyt til Radio Garden her