Verden påvirket af Korabiewski og Litten

8. september 2011

Efter et forår med adskillige udstillinger, koncerter og massiv medieomtale i Danmark, fortsætter den i Island bosiddende kunstnerduo Konrad Korabiewski & Litten og deres lydkunstbog Påvirket som kun et menneske kan være med at trække overskrifter. Både i Danmark og udlandet.

Lydkunst-sitet Seismograf bragte tidligere på sommeren et fyldigt interview med duoen om værket. Også sitet Lydwerk har sat fokus på Påvirket som kun et menneske kan være og skriver bl.a.: “Det er en kunstbog som udfordrer dine sanser. For hver side man bladrer mødes man af billeder og små lydværker, der leger med dine sanser og din opfattelse af hvordan en bog kan være og opfattes.”

Kort efter udgivelsen i 2010 blev Påvirket som kun et menneske kan være nomineret til Swatch Young Illustrators Award i Tyskland, en af verdens mest prestigefyldte priser for illustrationskunst / kunstbøger. I år er Island æresgæst på Europas vigtigste bogmesse Frankfurt Book Fair (12-16. oktober) og stolte af at kunne præsentere værket på deres særudstilling “Books on Iceland”. Ligeledes indgår værket på Foreningen for Boghåndværks udstilling for bedste danske bogarbejder 2010.

I øvrigt er Korabiewski en af vinderne af- og deltager i det ambitiøse europæiske lydkunstprojekt Europe - A Sound Panorama til oktober i Karlsruhe, ligesom han er inviteret til at bidrage til Staalplaats roste Staaltape-serie.

Påvirket som kun et menneske kan være  er udsendt af Geiger Records i 100 håndlavede, unikke eksemplarer som er tilgængelige for både køb og udstilling.