SNYKs historie

SNYK blev stiftet den 10. april 2000, på initiativ af bl.a. Dansk Komponistforening og Dansk Musiker Forbund. SNYK er den officielle genreorganisation for ny musik med en årlig bevilling fra Kunstrådets Musikudvalg. SNYK er blevet en væsentlig faktor indenfor ny musik med musikfestivalen Wundergrund og en række andre arrangementer.

SNYK samler alle gode kræfter

Formålet med dannelsen af SNYK, var at skabe et organ, der kunne samle scenen for ny musik. Bag dannelsen af SNYK stod en række aktører, der udgjorde SNYKs repræsentantskab. Siden er flere kommet til, og alle aktører inden for ny musik kan ansøge om at blive optaget i repræsentantskabet

Fokus på ny musik

SNYK fik fra starten til opgave at repræsentere både komponister, musikere, arrangører og udgivere af ny musik. Målet var at SNYK blev genreorganisation for alle aktører indenfor ny musik. Desuden skulle SNYK synliggøre ny musik for publikum, samle og formidle information samt inddrage forskellige brugere og organisationer. 

SNYK får flere midler og mere ansvar

I 2002 fik SNYK øget sin bevilling fra det daværende Statens Musikråd til i alt kr. 700.000. I 2009 er dette beløb vokset til 2.4 millioner kr. Hertil kommer penge fra fonde og sponsorater. Samlet har SNYK et årligt budget på lidt over 3 millioner kroner. I 2002 fik SNYK overdraget ansvaret for Dansk Musik Informationscenters (MIC) Værkdatabase, hvor vi har registreret og beskrevet p.t. ca. 17.000 kompositioner, skabt af danske komponister siden ca. 1980. I den forbindelse skal det nævnes, at da MIC blev nedlagt i 2003, blev yderligere to ressourcer hørende til værkdatabasen overdraget til andre institutioner. MIC's særlige nodesamling befinder sig nu på biblioteket ved Musikvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet, mens fonogrammer og båndoptagelser er overdraget til Statsbiblioteket i Århus, hvor dokumentationssamlingen opbevares.

Driftsaftale og Wundergrund

I 2006 indgik SNYK den første driftsaftale med Kunstrådets Musikudvalg. Samme år arrangerede SNYKs for første gang musikfestivalen Wundergrund.

Internationalt fokus 

SNYK arbejder fortsat på at støtte og promovere ny musik i Danmark. Samtidig er fokus i højere og højere grad blevet rettet ud i verden. I 2008 overtog SNYK den internationale transportstøtteordning, hvorfra der årligt uddeles ca. 200.000 kroner i tilskud til danske og udenlandske kunstnere.

SNYK i dag

Det overordnede ansvar for SNYK ligger hos SNYKs bestyrelse, der ansætter den daglige leder af sekretariatet. SNYK har i dag to faste medarbejdere, tre studentermedhjælpere og i løbet af året et antal praktikanter og frivillige.