DAAD Arts and Media Program støtter forskning og studiebesøg i Tyskland til internationale kulturudøvere og nye mediekunstnere. DAAD Arts and Media Program indebærer både længerevarende samarbejder med Postdam Institute for Climate Impact Research (PIK) og Darmstadt Summer Course for New Music såvel som mere kortvarige fellowships, der administreres af Artist-in-Berlin Program. Snyks samarbejde med DAAD er en del af initiativet Neustart.

Om Ragnhild May

Ragnhild May har udstillet, performet, afholdt workshops, artist talks og gæsteforelæsninger på kunst-, musik- og uddannelsesinstitutioner i Europa, USA, Egypten og Japan. Fra 2019–21 har hun været en del af Statens Kunstfonds udviklingsprogram, Den Unge Kunstneriske Elite. Ragnhild Mays udstilling Playground kan ses på Alice Folker Gallery 10. februar – 25. marts.

Om sin praksis fortæller Ragnhild May:

“Min kunstpraksis udfordrer gennem lydinstallationer, skulpturobjekter, performance, pladeudgivelser og grafisk notation relationen mellem instrument og krop, performativt, konceptuelt og teknologisk.

Jeg undersøger instrumentet som figur ved, i dialog med videnskabelig research, at udvikle instrumenter der skaber andre typer krop-instrument relationer og praksisformer, og udfordrer hvad man forstår som et instrument. Visuel kunst, komposition, humanistiske teoridannelser som posthumanisme og feminisme samt eksakte videnskaber som akustik, circuit building og programmering har relevans for mit arbejde. I mødet mellem de forskellige vidensfelter, og i sammenfiltringen af dem, ligger det unikke potentiale for min tværdisciplinære praksis.”

Under sit ophold skal Ragnhild May blandt andet opføre et performativt værk på daadgalerie, mens hun er i Berlin i forbindelse med sit fellowship.

Kontakt Catherine Lefebvre eller DAAD for yderligere information.