Hvad er Bang on a Can?

Bang on a Can er et unikt komponistkollektiv, som arrangerer festivaler, udgivelser og koncerter i hele verden med base i New York City. Bang on a Can opstod i 1980’ernes New York – først som en enkelt dag med én lang marathonkoncert med eksperimenterende musik og lige siden som et højtrangeret internationalt komponistkollektiv for den mest innovative og fremadsynede musik. Bang on a Can udfordrer alle forestillinger om, hvordan en koncert kan formes, forløbe og fremføres! Læs mere om Bang on a Can.

Tag tre ugers nytænkning i fornemt selskab

Bang on a Can Summer Music Festival er et tre ugers residency og musikalsk utopia for nyskabende komponister og performere. Festivalen er dedikeret til at udforske den ny musik gennem seminarer, workshops, koncerter og performances og ikke mindst ledsaget af nogle af de dygtigste kunstnere, komponister og musikere: Bang on a Can All-Stars, eighth blackbird, California EARUnit, Gregg August, bas; Ashley Bathgate, cello; Vicky Chow, klaver; David Cossin, perkussion; Michael Gordon, komponist; David Lang, komponist; Brad Lubman, dirigent; Nicholas Photinos, cello; Vicki Ray, klaver; Todd Reynolds, violin; Mark Stewart, guitar; Ken Thomson, saxofon og klarinet; Julia Wolfe, komponist og mange flere.

Festivalen afsluttes i bedste Bang on a Can-stil med en seks timer lang maratonkoncert.

To danske musikere udsendt i 2018

I samarbejde med Bang on a Can tilbyder Snyk en dansk komponist eller udøver et fellowship-residency på sommerfestivalen, der udover at være en professionel festival med en kurateret koncertrække, er et akademi, hvor yngre komponister og udøvere fra hele verden kan ansøge om at deltage, modtage undervisning, følge seminarer, deltage i fysisk træning, øve med og få værker afprøvet af professionelle ensembler. 

På Bang on a Cans initiativ blev to danske musikere i 2018 udvalgt til deltagelse i festivalen og det dertilhørende residency – Sofie Thorsbro Dan og Mika Persdotter. De to musikere opholder sig fra den 9.-29. juli ved MASS MoCA (Massachusetts Museum of Contemporary Art) i de smukke Berkshire Bjerge i Massachusetts. Legatet inkluderer transporten Danmark-USA t/r, kost og logi samt undervisning. 

I løbet af Bang on a Cans Summer Festival vil de danske deltagere indgå i en række forskellige aktiviteter:

  • Masterclasses og øvrig undervisning. En række af det internationale musiklivs ypperste komponister og udøvere vil undervise på kurset, og deltagere på kurset kan modtage undervisning af flere forskellige tutorer i løbet festivalen 
  • Daglig fysisk træning
  • Samarbejde med ensembler 
  • Mulighed for at opleve festivalens koncertprogram dagligt 
  • Sociale aktiviteter, særlige gæsteforlæsninger med videre. Der stillles øvefaciliteter til rådighed for udøvere og fordybelsesfaciliteter inklusive elektroniske værktøjer for komponister, ligesom både udøvere og komponister opfordres til samarbejde med andre deltagere på kurset og de deltagende ensembler

 

Skal det være dig i 2019?

Snyk kan igen i 2019 tilbyde en dansk komponist eller musiker et tre ugers ophold på festivalen. Følg med på snyk.dk hvor vi vil offentliggøre ansøgningsmulighederne senere på året. 

Udvælgelsen foregår ved, at Bang on a Can nedsætter en jury bestående af medlemmer fra Bang on a Can og aktører i det danske ny musikliv, der udpeges af Snyk. Snyks leder er sekretær for juryen.