Snyk er genreorganisationen for ny, eksperimenterende musik og lydkunst. Vi styrker og udvikler musiklivet i Danmark og dansk musik i udlandet sammen med de tre øvrige genreorganisationer i herhjemme: JazzDanmark (jazz), ROSA (rock) og Tempi (verdensmusik og folkemusik).

Det gør vi gennem koncerter, talks, workshops, seminarer, kulturpolitisk arbejde og meget mere.

Til daglig er vi fire på kontoret, og vi samarbejder med en bred vifte af andre kulturelle aktører i Danmark og udlandet.

Som praktikant vil du bl.a. stifte bekendtskab med:

  • Formidling af nyheder og projekter indenfor musik- og lydkunstmiljøet i Danmark
  • PR- og kommunikationsarbejde i forbindelse med vores festival G((o))ng Tomorrow - fra kommunikationsstrategiens store linjer til korte opslag på sociale medier
  • Assistere ved koncertproduktion og afvikling i forbindelse med festivalen
  • Løbende kontoropgaver

Vi forestiller os, at du:   

  • Brænder for at formidle den nyeste musik og lydkunst
  • Har interesse for at skabe en musikfestival
  • Læser på en relevant videregående uddannelse 
  • Har et godt skriftsprog med styr på grammatikken
  • Kan arbejde selvstændigt og fungerer godt i et lille team
  • Er indstillet på at arbejde om aftenen / natten i hele festivalperioden fra 2. november til og med 10. november. 

Praktisk information:
Praktikopholdet begynder først i august - den præcise dato kan vi tale nærmere om - og løber i op til 6 måneder (længden kan vi afstemme i fællesskab).

Arbejdstiden er ca. 30 timer om ugen og er ulønnet. Praktikken skal være en del af uddannelsesforløbet og være meritgivende.

Praktikstedet er i Snyks nye lokaler i Kødbyen i København.