Classical:NEXT er en international messe for musikaktører, der arbejder med ny og klassisk musik, som foregår i Rotterdam fra den 16. til den 19. maj. Classical:NEXT består udover messe-delen også af en konference, project pitches og showcases. 

Deltag med rabat

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik organiserer den danske deltagelse på Classical:NEXT og tilbyder deltagere en rabatpris, hvis tilmeldingen sker inden den 6. april (se mere i højre kolonne).

Promovér dit arbejde fra den danske stand

På messen bliver du en del af den danske stand, hvor du har mulighed for at udvikle dit personlige netværk og sætte dine udgivelser, produktioner eller forretningsområder i fokus. 

Standen er samlingspunkt for danske pladeselskaber, musikforlag, orkestre, organisationer m.m., og her har du mulighed for afholde møder, udstille brochurer, noder og cd'er samt netværke med de andre aktører fra branchen.

1000 aktører til Classical:NEXT

Classical:NEXT foregår i De Doelen Concert & Congress Center i Rotterdam. Messen tiltrækker omkring 1000 deltagere hvert år: pladeselskaber, musikforlag, distributører, festivaler, symfoniorkestre, ensembler, koncertsale, medier, organisationer m.m. Alle genrer er repræsenteret fra tidlig til ny, traditionel og eksperimenterende klassisk musik.