Fordelt på fem forskellige scener byder programmet blandt andet på eksperimenterende musikteater fra det danske ensemble SCENATET, hvor både fake news og overdimensionerede klovnfisk flyver omkring i koncertsalen.

Oplev også en af Danmarks rigeste mænd spille på guldmønter, når finansmanden Lars Seier Christensen medvirker i uropførelsen af komponist Niels Lyhne Løkkegaards ‘Music for Krügerrand’.

På billedet: Henning Christiansen

Vi hylder den danske komponist og billedkunstner Henning Christiansen med en nyopsætning af kammeroperaen ‘Opus 37: Dejligt vejr i dag, n’est pas, Ibsen’. Operaen blev uropført i 1968 med scenografi af Bjørn Nørgaard og har ikke været opført siden. 

Desuden kan man opleve den unge elektroniske komponist Astrid Sonnes nye værk ‘Ephemeral’ – et værk hun præsenterede første gang på Berlin-festivalen Atonal i august. Efterfølgende fremhævede det toneangivende musikmedie Resident Advisor koncerten som en af festivalens bedste. 

På billedet: Niels Lyhne Løkkegaard

G((o))ng Tomorrow byder også på sublime vokalkoncerter med danske Ars Nova og tyske Neue Vocalsolisten, eksperimenterende koncerter for hjemmebyggede instrumenter med Simon Løffler og musikkollektivet År & Dag, samt en eksplosiv slagrøjsperformance fra dansk-taiwanesiske Ying-Hsueh Chen. 

Vel mødt!

Læs mere om koncerterne og køb dine billetter via gongtomorrow.dk